Eftersøgning, snor eller herreløs hund

Søg efter skudvildt

Den 8. maj klokken 20:45 fik jeg et opkald fra en af mine venner i et af jagtholdene. Et vildsvin, et ungt vildsvin på omkring 50 kilo, var blevet skudt.
Min Catahoula, Keiler, var udstyret med sin Orka- beskyttelsesvest og neopren- T-shirt . T-shirten beskytter hans ben mod alle de torne og tornebuske, vi har på dette land.
Efter lidt sporing med eftersøgningshunden på en sporingsline uden synlige spor af blod eller knogler, ankom vi til et buskads, der var alt for tæt, så jeg besluttede at slippe ham løs, jeg vidste, at han ville være sikker i sin beskyttelsesvest. For altid at vide præcis, hvor han var, havde han sin Garmin GPS på.
Desværre fandt han intet trods en times eftersøgning, så vi bedømte det hele som et lykketræf og erklærede vildsvinet rask.

Udstyr til søgning

Jeg foretrækker ikke at have riffel med på mine jagter, de generer mig for meget i tæt skov. Jeg foretrækker, at skytten eller en anden jæger har riflen. Jeg har dog altid en jagtkniv/stikkerkniv i mit hundeførerbælte, med sit tveæggede blad trænger kniven effektivt ind i dyret, hvilket fører til en hurtig død. Jeg foretrækker at stikke vildtet i siden, mellem ribbenene og med en sakselignende bevægelse forsøger jeg at kløve hjertet, hvilket fører til en ekstremt hurtig tømning af blodet.

Stiline, en stiline skal være 10 meter lang og være synlig, fleksibel og ikke glide for meget i hånden, selvom den er våd af regn osv.
Det er ekstremt vigtigt at have en trailline af høj kvalitet, der virkelig holder, og derfor bruger jeg en svenskproduceret trailline med krog fra GGB i Orsa, også svenskproduceret.

Betydningen af søgning

I al jagt, hvad enten det er med en herreløs hund, en vagtsom jagt eller endda en snigjagt, er målet for alle seriøse jægere at få vildtet til at dø så hurtigt og smertefrit som muligt.
Dette sker dog ikke altid, uheld, uforsigtighed eller nervøsitet kan forårsage det, og pludselig føler jægeren en stor uro og bekymring. Hvad skete der? Jægeren skal nu ikke begynde at løbe rundt og søge selv, han skal ringe til sin eftersøgningsjæger, som han har kontaktet tidligere i henhold til reglerne og nu er parat til at hjælpe.
Grunden til, at jægeren ikke bør ransage selv, er efter min mening risikoen for at få blod etc. på sine sko og efterlade spor i den helt forkerte retning, hvilket gør det svært for hundens snude, som nu ikke ved, hvilket blodspor der fører til vildtet.
Når jeg søger, binder jeg hunden fast til et træ osv. Dette gøres lettere af min snor , som er specielt designet til lignende formål. Jeg spejder i jorden efter blod, pels, knogler eller andre tegn på et angreb.
Jeg sætter min hund i snor og lader den gøre sit, jeg stoler på den og følger den.
Jeg går aldrig længere end 100 meter i snor, måske 150 meter, så slipper jeg hunden løs, som skal finde det skadede vildt.
Når hunden har haft kontakt med vildtet, stiller den sig ved siden af dyret, gøer og sørger for, at det ikke forlader stedet, så jeg kan komme frem og aflive dyret så hurtigt som muligt.

Rickard Swevest Lundberg